Kort før Tour de France løber af stablen, har TV 2 måttet ændre planerne i deres dækning.
Lørdag 4. juli går det løs, når årets Tour de France skydes i gang med start i den spanske by Barcelona.
Cykelløbet kan følges på TV 2, hvor et hold af værter, eksperter og kommentatorer vil levere seneste nyt fra ræset om den gule trøje.
Men med fem dage til start har TV 2 været nødsaget til at sadle om i det daglige program ”AftenTour”, som sendes hver aften under løbet.
Den danske cykelrytter Michael Valgren skulle have været fast gæst i programmet i den første uge af Touren, men mandag aften blev han udtaget til at køre løbet for sit hold EF Education.
Derfor bliver det i stedet cykelrytterne Mikkel Bjerg og Mikkel Honoré, som overtager hans plads, oplyser TV 2.
De vil gøre tv-vært Stine Bjerre Mortensen selskab i ”AftenTouren” i den første uge. Senere får hun selskab af Mads Würtz Schmidt og Casper Pedersen.
Garvede kræfter i kommentatorboksen
I kommentatorboksen er det et par erfarne kræfter, der skal guide seerne igennem de 21 etaper. Dennis Ritter og Lars Bak er igen i år på pletten og smører stemmerne i boksen. Undervejs får de selskab af Christian Moberg og Emil Vinjebo på skift.
Annonce
Desuden er Søren Reedtz i studiet nær mållinjen, hvor han også får selskab af Moberg og Vinjebo på skift.
Tour de France begynder lørdag 4. juli i Barcelona og slutter søndag 26. juli i Paris.